Den 12. august 2009 var en dag som alle andre dage i sommerhuset. Det var ikke specielt godt vejr den dag. Det blæste meget og temperaturen var kun cirka 20 grader. Sent på eftermiddagen ville Kasper gerne en tur i vandet. Det var meningen at jeg skulle gå ned til stranden alene sammen med ham, mens Pia ville lave mad. Inden vi tog afsted besluttede Pia dog at hun ville gå med os.

Det var ikke det ideelle badevejr viste det sig da vi kom ned til stranden. Havet er mørkt og der var store bølger. Kasper var som sædvanlig den første i vandet. Jeg besluttede at jeg ville hoppe i ude fra enden af badebroen. Det skulle senere vise sig at det var en meget dum beslutning. Jeg kan huske at jeg tænkte at hvis jeg nu hoppede midt på en bølge ville der være masser af vand at springe ud i. Jeg tog udspring på hovedet og syntes ikke selv at jeg ramte bunden særlig hårdt.

Pludselig lå jeg i overfladen og kiggede ned på bunden af havet. Jeg kunne ikke bevæge armene eller resten af kroppen. Jeg prøvede at dreje hovedet så meget at jeg kunne trække vejret. Det lykkedes dog ikke helt, men jeg kan huske at jeg tænkte, hvis der ikke snart kommer nogen og vender mig om, så drukner jeg.

Gudskelov fik Kasper øje på at jeg lå i vandet og han besluttede sig for at vende mig om. Så snart jeg havde hovedet over vandet sagde jeg til ham at jeg ikke kunne bevæge mig. Pia stod oppe på broen og da hun så at der var noget galt, hoppede hun i vandet med alt sit tøj på. Jeg fik sagt til dem, at de skulle trække mig ind i vandkanten og lade mig ligge der.

På grund af de store bølger var Pia nødt til at sidde i vandkanten og holde på mig så jeg ikke blev trukket med ud. Fordi hun sad der i sit våde tøj gik der ikke lang tid før hun begyndte at fryse. Der kom et ældre ægtepar gående på stranden og Pia fik råbt til dem at de skulle ringe efter en ambulance.

Der gik omkring en time før ambulancen nåede frem. De kunne ikke køre helt ned til stranden pga. at grundejerforeningen havde opsat bomme på alle veje ned til stranden for at slippe for alle de unge mennesker på knallert. De måtte derfor bære mig 800 m op til ambulancen. Denne ambulance kørte mig op til den nærmeste landevej og jeg blev flyttet over i en hjerte ambulance. Jeg blev så kørt afsted til Rigshospitalet med eskorte og cirka på halvvejen blev vi mødt af en helikopter fra Rigshospitalet. Lægen fra helikopteren undersøgte mig hurtigt og besluttede at jeg ikke måtte flyttes mere. Han blev derfor i ambulancen under resten af turen til Rigshospitalet. Herefter husker jeg ikke mere fordi lægerne på Rigshospitalet besluttede at lægge mig i koma.