Genoptræningen

Genoptræningen

 

Den 5. januar 2010 ankom jeg til Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk.

 

Jeg havde været sengeliggende siden skaden den 12. august, men allerede efter et par dage blev jeg placeret i en kørestol, så jeg kunne trilles ind i spisestuen til de andre, så vi kunne spise sammen.

Jeg skulle stadigvæk have hjælp til at spise men det var da et skridt på vejen.

 

Til genoptræningen fik jeg tildelt min egen fysioterapeut og ergoterapeut. Fysioterapeuten skulle stå for min bevægelighed i arme og skuldre samt balance træning så jeg hen ad vejen kunne sidde oprejst i en elektrisk kørestol. Ergoterapeuten skulle stå for min motorik så jeg kunne lære at bruge mine hænder med de begrænsninger som der var efter skaden.

 

I løbet af kort tid fandt min fysioterapeut en kørestol som jeg kunne sidde i og styre selv. Nu kunne jeg pludselig komme omkring uden at skulle besvære andre. Min ergoterapeut fik fremstillet et specielt bestik som jeg kunne holde med mine hænder. I løbet af kort tid fik jeg så lært at spise selv.

 

Jeg blev også tilknyttet en socialrådgiver som skulle hjælpe med bolig, bil og ansøgning om de hjælpemidler som jeg ville få brug for i min dagligdag, når jeg engang blev udskrevet. Jeg skulle finde en bolig som var velegnet til handicappede. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bo i Vordingborg og jeg vidste at der var bygget nogle nye lejligheder på havnefronten. Vi aftalte med udlejeren at jeg kunne komme ned og se på tre lejligheder som var ledige på daværende tidspunkt.

 

Da jeg havde set lejlighederne var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være en fire værelses lejlighed i stuen tættest på vandet.

 

Jeg skulle også have en bil til at komme rundt i, men også her var socialrådgiveren en kæmpe hjælp. Hun ordnede alt vedrørende ansøgning om hjælp til køb af bil. Det endte med at jeg fik tildelt en Ford transit som var den billigste egnede bil.

 

Til hjælp i dagligdagen fik jeg tildelt en BPA-ordning som betød at jeg selv skulle ansætte et antal hjælpere som skulle være hos mig 24 timer i døgnet.

Den 15. november 2010 blev jeg udskrevet til eget hjem, 15 måneder efter ulykken.